Midtvejs mellem Frederikshavn og Skagen ligger den lille idylliske havneby Aalbæk. Byen er kendt og elsket for sine dejlige badestrande og sit autentiske miljø på havnen, hvor man kan købe frisk fisk på kajen, direkte fra fiskerne. Aalbæk er porten til den sidste, smalle del af Skagen Odde hvor Skagen ligger, men en hel unik oplevelse i sig selv med sit lilleby-miljø, gode shoppingmuligheder og den enestående natur. På begge sider af havnen strækker de hvide sandstrande sig, så langt øjet rækker, med lavt og roligt vand - perfekt til børnefamilier. Stranden i Aalbæk har Blåt Flag. Et sommerhus i Aalbæk eller i et naturskønt område som Napstjert er en god base under ferien i Skagen-området.
Der er meget at se og opleve her i Aalbæk og i nærheden af byen: familieparken Farm Fun, en hyggelig dyrepark med legeland hvor man kan møde alle gårdens dyr samt kænguruer, emuer, hængebugsvin, påfugle og mange andre dyr. I Nordsøen Oceanarium i Hirtshals kan man opleve Nordsøens dyreliv på tæt hold i Nordeuropas største akvarium. Under et besøg i Eagleworld, også kaldet Ørnereservatet, oplever man ørne og andre rovfugle i fri natur - kun 7 kilometer vest for Aalbæk.
Aalbæk ligger i et område med unik og spændende natur: Aalbæk Klitplantage, Råbjerg Mose og den tørlagte Gårdbo Sø - engang landsdelens største - byder på spændende naturoplevelser. Nord for Aalbæk ligger Råbjerg Mile, Europas nordligste vandresandmile. Udsigten er fantastisk, når man står længst oppe på milen med panorama over Toppen af Danmark og med Skagen i horisonten.