Charmerende, ældre sommerhus med dejlig beliggenhed på stor naturgrund, tæt på Solnedgangspladsen og det centrale Gl. Skagen.
Romantisk sommerhusstemning og skøn indretning i lyse, lette farver. Udenfor forkæler sommerhuset med tre terrasser, havemøbler, solsenge samt udendørs køkkenbord og køkkenvask. I finder altid et skønt og læfyldt hjørne på den store grund.
De flotte 84 m2 er fordelt på to etager og passer perfekt til familie på 4 personer.
Det store køkken alrum, med loft til kip, er husets hjerte. Fint og funktionelt køkken, godt indrettet med alle faciliteter. I stedet for køkkenskabe med skabslåger er køkkenet indrettet med forhæng og åbne hylder i rigtig fin sommerhusstil. Hyggelig spisekrog med god plads omkring det hvide spisebord og opholdsstue med stor og dejlig hjørnesofa, stor lænestol samt brændeovn. Badeværelse med bruseniche finder I i stueetagen, hvor også det ene af husets to soveværelser er indrettet. Boligens vaskemaskine er placeret i badeværelset og tørretumbleren i det mindre depotrum ved siden af. På husets 1.sal findes soveværelse med dobbeltseng samt åben repos med skriveplads. Overalt en skøn lys og meget venlig atmosfære, hvor godt lysindfald er en fællesnævner. Huset blev bygget i 1986 og senest renoveret i 2022. Det fremstår meget velholdt og klar til at danne rammerne for jeres næste ferie.
Fra sommerhuset har I små 600 meter til skøn badestrand. I Gl. Skagen findes flere superlækre badestrande og I behøver derfor ikke gå langt med håndklædet over skulderen for at kunne solbade i det varme strandsand, eller få en opfriskende dukkert i det skønne Vesterhav. Området lægger op til hyggelige spadsereture eller cykelture i klitplantagen, hvor I også finder Skagen MTB-spor. Et besøg ved Det Tilsandede Kirke kan anbefales og på vejen til kirken kommer I forbi Naturhistorisk Museum Skagen, der i dag har til huse i den tidligere Højen Station. Det var her hotelkarle med hestevogn hentede tidligere tiders sommergæster ved toget, og transporterede dem til de store badehoteller i Højen/Gl. Skagen - Jeckels Hotel, Strandhotellet, Ruths Hotel, osv.
Hvis I gerne vil på udflugt, er der er væld af muligheder. I skal naturligvis en tur på Grenen, Danmarks yderste odde, hvor havene Skagerrak og Kattegat mødes. I kan besøge Skagen Havn, hvor friskfanget fisk til aftensmaden kan købes ved den lokale fiskehandler, eller I kan tage ud på det nye stykke havn, ved havneindsejlingen, og fange jeres egen aftensmad. Egen fiskestang skal medbringes. Er I golfspillere er der i området masser af golfbaner. En tur til Golfklubben Hvide Klit ved Aalbæk kan anbefales. Desuden finder I fem andre golfbaner - Sindal Golfklub, Frederikhavn Golfklub, Sæby Goldklub, Hirtshals Golfklub og Hjørring Golfklub - inden for en radius af 50-60 km. fra ferieboligen.
HUSDYR:
Husdyr ikke tilladt i boligen.
GODT AT VIDE:
Lejer skal være fyldt 25 år og være til stede i lejeperioden.
Gode parkeringsforhold direkte ved ferieboligen.
Forbrug aflæses. Betaling iflg. aflæsning.
Slutrengøring kan tilkøbes.
3 terrasser.
Udendørs køkkenbord og køkkenvask.
Brændeovn.
2 soveværelser. Et i stueetagen med 2 enkeltsenge (á 90 x 200 cm). Et på 1salen med dobbeltseng (180 x 200 cm).
Soveværelset på 1salen er indrettet med skråvægge. Fin ståhøjde.
Bred trætrappe forbinder de to etager.
NÆRMESTE INDKØB:
MENY-supermarked 1 km. fra ferieboligen.
OFFENTLIG TRANSPORT:
Frederikshavnsvej Station (trinbræt) 2,4 km. fra ferieboligen.