Super dejligt og meget velholdt familiehus i bydelen Vesterby med kort afstand til stranden ved Kongevillaen. 3 soveværelser, 2 badeværelser, brændeovn, skøn, lukket have, masser af havemøbler, bådskur og bålsted. 2 husdyr er velkommen.
Fantastisk beliggenhed i rolige omgivelser, gemt bag stort plankeværk, meget tæt på den pulsende havn, havet, stranden, Den Tilsandede Kirke og Skagen Klitplantage.
Sprudlende feriebolig både i farvevalg og med masser af spændende kunstgenstande i den store have. Udendørs forkæler ferieboligen med stor terrasse med masser af havemøbler, blomsterkrukker, græsplæne, træer, bålplads og et bådskur, hvor de skønne sommeraftener også kan nydes, efter duggen er faldet. Bådskuret er bygget af en omvendt båd og indrettet med både lyskæder og varmelampe.
Med sine 100 m2 fordelt på to etager, er ferieboligen perfekt til familieferie. Der er tre soveværelser og to badeværelser, så ingen behøver at stå i kø til badet. På husets 1. sal er indrettet stor opholdsstue med sofagruppe og tv. Herfra udgang til lille altan. Skønt kig til havet og Klitgården Refugium (i daglig tale Kongevillaen. Kong Christian X's og Dronning Alexandrines tidligere sommerresidens). I reolen i opholdsstuen finder I husets lille "bibliotek". Bøgerne må gerne benyttes, men venligst sørg for at stille dem på plads igen, inden afrejse fra ferieboligen. På 1.salen findes desuden det ene af husets i alt tre soveværelser samt et badeværelse.
I stueetagen et lækkert køkken alrum med lille køkkenniche indrettet med alle moderne faciliteter. Fin spiseplads og tv-hyggehjørne med sofaer og tv. Det hele akkompagneres af skøn brændeovn, der er klar til at kaste sin dejlige varme ud over enhver forsamling. Husets to øvrige soveværelser samt endnu et badeværelse er ligeledes indrettet i stueetagen. I entréen, bag forhænget, finder I husets vaskemaskine. Det eneste huset mangler er gæster, der kan indtage rummene og nyde et lækkert måltid mad.
Huset er bygget i 1966 og blev senest renoveret i 2022 og står derfor klar til at danne rammerne for jeres næste ferie. Nyd feriedagene i skønne omgivelser tæt på det hele.
En kort tur til fods fra ferieboligen finder I flere af Skagens spændende seværdigheder bl.a. Kystmuseet samt Den Tilsandede Kirke, hvor I kan lære mere om tidligere tiders sandflugt og hvad det betød for området. I kan besøge Holger Drachmanns Hus og se hvor den store maler og digter boede og arbejdede. Krøyers Hus i Byfogedskoven ligger også tæt på ferieboligen. Krøyers Hus er ikke åbent for offentligheden, bortset fra ved et par særarrangementer hver sommer. Skov- og Naturstyrelsen har i dag deres administration i huset.
For jer der er til aktiv ferie er der masser af muligheder for gå- og cykelture i Skagen Klitplantage. Skagen MTB-spor kan I nå, ikke langt fra ferieboligen, og spiller I tennis, kan I leje tennisbaner hos Skagen Tennisklub på Drachmannsvej. For Golfspillere anbefales et besøg på Golfbanen Hvide Klit 20 km. syd for Skagen.
HUSDYR:
2 husdyr tilladt.
GODT AT VIDE:
Ingen udlejning til ungdomsgrupper (unge under 25 år).
Parkering direkte ved ferieboligen.
Det er IKKE tilladt at oplade hybrid- og elbiler på matriklen.
2 badeværelser.
Forbrug aflæses. Der betales iflg. aflæsning.
Slutrengøring kan tilkøbes.
Opvarmning: Gulvvarme i badeværelser samt varmepumpe og brændeovn.
Forbrug af ejers brænde betales i huset inden afrejse. Brændekurven fyldes op inden afrejse.
3 soveværelser: I stueetagen 2 soveværelser med 2 enkeltsenge (á 90 x 200 cm). På 1.salen 1 soveværelse med 3/4-seng (140 x 200 cm.).
Chromecast.
Bålsted i haven.
Åbent bådskur (bygget af en omvendt båd). Brug af varmelampe mulig.
Ekstra køleskab og mikrobølgeovn findes i haveskuret.
NÆRMESTE INDKØB:
Krages Bageri 850 meter fra ferieboligen. Rema og Lidl 1500 meter fra ferieboligen.
OFFENTLIG TRANSPORT:
Frederikshavnsvej Station (trinbræt) 1300 meter.