Super lækker og spændende feriebolig. Dejligt Skagenshus med perfekte forhold til familieferie, beliggende i roligt villakvarter få minutters gang fra Skagen centrum.
Her er tænkt på det hele. Gode parkeringsforhold, stor, næsten lukket have, terrasse med havemøbler og grill, petanquebane, trampolin, bålsted og familiehunden er også velkommen. Masser af plads og dejlige omgivelser, der lader familien samles til hygge og samvær.
Husets flotte og helt nyistandsatte 125 m2 er fordelt på to plan. Skøn indretning med god sans for detaljen, dejlige farver, lette møbler og udvalgt kunst fra lokale kunsthåndværkere. På 1.salen finder I husets soveafdeling, lys og enkel indretning med tre dejlige dobbeltværelser, hvor der også er tænkt på god opbevaringsplads. Desuden råder 1.salen også over mindre gæstetoilet.
I stueplan finder I husets køkken, indrettet med alle moderne faciliteter. Stor kombineret spisestue /opholdsstue med dejlig spiseplads, hvor familien kan samles til hyggelige middage og brætspil, samt hyggehjørne med hjørnesofa og væghængt tv inkl. chromecast. Hele stuen akkompagneres af charmerende brændeovn, der er klar til at kaste sin skønne varme og dejlige lys over enhver forsamling på de evt. kølige aftener. Boligens store badeværelse med bruseniche samt bryggers med både vaskemaskine og tørretumler finder I også i stueetagen. Opgang til hems foregår fra bryggerset ad stejl stige.
Det eneste huset mangler er gæster, der kan indtage rummene, hygge sig med et spil petanque i haven, eller samles omkring bålstedet med snobrødsbagning eller til en kølig drink på terrassen. Huset er oprindelig bygget i 1949, men er helt nyrenoveret (2020) og fremstår derfor flot moderniseret og klar til at danne rammerne for jeres næste ferie.
Super dejligt hus og dejligt udendørsområde, hvor ferien kun kan nydes.
SEVÆRDIGHEDER I OMRÅDET:
Lej en cykel hos en af cykeludlejningsbutikkerne i Skagen og tag på en lille udflugt. Der er masser af muligheder for at udforske området.
En tur på Grenen, hvor de "to have og alverden mødes" er et MUST på ferieprogrammet. Tag også den smukke cykeltur fra Skagen til Råbjerg Mile via Hulsigstien (cykelsti over Hulsig hede). Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit og den flytter sig ca. 15 meter om året. Mens I er i Kandestederne anbefales en dukkert i det vilde Vesterhav og efterfølgende en frokost eller en kop kaffe med hjemmebagt kage på Hjorts Hotel.
I Skagen skal I naturligvis besøge Skagens Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus for at lære mere om de store Skagensmalere og se deres berømte malerier. Besøg også de mange kunsthåndværkere, der har deres spændende værksteder spredt rundt i Skagen by, i Gl. Skagen og på havnen samt byens store udvalg af detailbutikker, spændende caféer og restauranter.
For juniorer: Tag far og mor med på Skaterbanen ved Kulturhus Kappelborg. Husk at medbringe dit løbehjul eller dit skateboard. I samme område findes også en stor oplevelsesbane samt skøn legeplads for de yngste. Slut dagen af med et besøg på Skagen Bamsemuseum ved Vandtårnet og køb en stor is i Iscafeen lige ved siden af.
HUSDYR:
Hund er velkommen.
GODT AT VIDE:
Ingen udlejning til ungdomsgrupper. Lejer skal være fyldt 25 og være til stede i hele lejeperioden.
Ikkerygerbolig.
4 parkeringspladser direkte ved feriehuset.
Fast forbrugstillæg for el, vand og varme.
Slutrengøring kan tilkøbes.
Stor træterrasse med smart udendørs belysning.
Petanquebane.
Tampolin.
Bålsted.
Brænde til brug i brændeovnen i forbindelse med opholdet inkluderet i lejeprisen.
Senge: 2 soveværelser med hver 2 enkeltsenge á 90 x 200 cm. stillet sammen som dobbeltseng. 1 soveværelse med 2 enkeltsenge á 80 x 200 cm. stillet sammen som dobbeltseng.
Hems med to ekstra sovepladser (to madrasser á 90 x 200 cm. hver). Adgang til hems via stejl stige.
Posca-tuscher til rådighed, hvis I gerne vil dekorere et par sten fra stranden. Stenene tager I med hjem. Tuschfarverne sættes på plads i huset, før ferieboligen forlades.
NÆRMESTE INDKØB:
Slagter 400 m fra ferieboligen, Spar supermarked 700 m fra ferieboligen.
OFFENTLIG TRANSPORT:
Skagen Station 1300 m fra ferieboligen.